Dagbladet 6.april 2001

Åbassinet skal leve

I Køge findes en perle af levende og selvskabt miljø kaldet Åbassinet.

 Her har generationer af fiskere gang i noget væsentligt: at lande fisk, bøde garn, reperare grej, båd, udstyr o.s.v.

 For dem er det en naturlig arbejdsplads. for andre borgere og tilrejsende er det et godt bevis på, hvad Køge var og er : En levende by ved vandet. Eller endnu bedre: Et billede af egnens kulturhistorie. Og netop beliggenheden lige midt i åens udløb er en velbevaret kulturhistorisk perle.

 Alt dette ved Køges borgere godt. Det er tilmed grundigt historisk dokumenteret og understøttet af fiskernes kamp for at blive samt godt 12.000 indsamlede underskrifter for at bevare stedet, som det er.

 Hvad er så problemet? kunne man spørge. Hvorfor vælger byrådet ikke at tage udfordringen op, takke for indsatsen, tage ildsjælene i hånden og dermed være med til at bevare det sidste originale af Køge for efterkommerne.

 Eller er det borgmesterens tidlige udtalelse, der stadigt huserer i byrøddernes hoveder: At sådan noget rod kan vi ikke tilbyde byens turister?

 Der findes ingen fornuftig forklaring på, hvorfor området skal dø og ikke leve. Enhver normal turist vil stå med åben mund gispende: Oh Gud så findes Det altså endnu her i Kjøge!

 Et bevis på manglende fornuft er den seneste lokalplan for området, hvor alt det oprindelige er væk, arkitekttegnet, sjæls- og charmeforladt.

 For at blive i det sentimentale hjørne har mine egne børn forskrækket spurgt mig, hvorfor Åbassinet skal laves om, og jeg har ikke kunnet give dem et fornuftigt svar (under risiko for, at de blev endnu mere bange).

 Måske har byrødderne mistet forbindelsen - og for den sags skyld forvaltningen med - til borgerne, jævnfør Knud Dueleds indsigtsfulde indlæg om at lytte til borgerne og vide hvor skoen trykker. Hvis byrødderne ikke evner det, og i sagen om Åbassinet gælder det samtlige medlemmer, kan borgerne i stedet blive nødt til at indstemme deres egne kandidater i byrådet. Det lyder godt nok absurd, men desværre ikke mindre rigtigt.

 Det nydannede forældreparti kan passende tage Åbassinet op på miljø- og kultursiden som et enestående egnskulturelt bevaringsprojekt til glæde for fiskerne, borgerne og byens gæster. et jordnært, forståeligt, billigt og børnevenligt projekt i en ny lokalplan. På den måde findes håbet stadigt, og det eneste der så mangler, er en udskiftning af byrådets medlemmer ved det kommende kommunalvalg.

 For realiteternes skyld kan mindre også gøre det, bare de godt 12.000 medunderskrivere husker på, at det stadigvæk er vigtigt at kridte skoene , og at det kan lykkes. hvorfor ikke?

Henrik Bencke

Lille Kirkestræde 2

Køge