Feriebrev fra Jens Autrup "Skurrækken) Se de dejlige billeder fra Malmø's "Åbassin".

Turen til Malmø.

Så blev det sommerferie, og dagen oprandt, hvor vi
skulle af sted på en en-dagstur til Malmø. Primært for
at få oplevelsen med at køre over den nye Øresundsbro,
men også for at få en dag til at gå i Malmø.

Bilen blev pakket tidlig om morgenen, børnene blev
anbragt bag i bilen, farmor blev hentet og af sted gik
det.Broen blev nået. Og sikke et bygningsværk der
binder 2 lande sammen til den såkaldte Ørestad.

Første stop i Sverige var informationsrastepladsen.
Primært for at få informationsbrochure om Malmø.
Farmors medbragte 20 år gamle guide kunne jo ikke
forventes at være meget bevendt. En by af Malmø´s
størrelse med ca. 255.000 indbyggere, må naturligvis
have udviklet og ændret sig de forløbne 20 år.

Efter en køretur på nøjagtigt 77 km. ankom vi til byen
Malmø som blev grundlagt i 1200 tallet. Endelig fandt
vi en parkeringsplads ved stationen meget tæt ved den
gamle indre by. Herefter gik resten af dagen med en
dejlig slentretur i den hyggelige gamle by med alle
dens stræder og torve. Selvfølgelig afbrudt af kaffe-
og spisepauser. I den imponerende Petrikirke blev der
også brugt en time. Mest for farmors skyld. Klokken blev
18, og hjemad det gik. Da det gamle fæstningsværk
Malmøhus alligevel lå på vejen, skulle der
selvfølgelig slås et slag forbi. Mens vi alle
kiggede til venstre for at få et glimt af Malmøhus,
lyder der pludselig et vræl fra sønnike på bagsædet.

                                                    
"Åbassinet"

Åbassinet siger far, der hvor du elsker at bruge din
fritid, det ligger da i Køge. Bilen bliver vendt, og
ganske rigtigt, der lige ved Malmøhus mellem
søfartsmuseet og Kommandanthuset lå en oase, en
perle, som i den grad kunne forveksles med vores eget
åbassin. Ikke fredet , men stadig i brug og udviklet
til nutidens formål, idet skurene var ændret til
fiskeudsalgssteder. I vandet lå erhversfiskernes både
side om side med fritidsfiskernes både. Sikken dog en
dejlig sejltur det må være at sejle til havet gennem
det gamle kanalsystem. Eller at bo i en storby og kunne
køre ned for at hente sin middagsmad i et sådant miljø
beliggende tæt ved den gamle by. Hvilken fremsynethed,
og politiske forståelse og indsigt for det
kulturhistoriske miljø, kan dog være årsag at dette
stadig er bevaret?

Nå klokken var mange, og børnene var trætte, så hjemad
det gik. Alle var dog enige om, at dette var en by vi
ville besøge igen. Specielt når den kunne gemme på
sådanne små perler. Denne beslutning er kun blevet
underbygget af, at have nærlæst turistbrochuren efter
hjemkomst. Vi kan derfor kun anbefale alle, som har
planer om at tage en tur til Malmø. Påregn at der skal
bruges mere end en dag, hvis man er interesseret i at
besøge byens små perler.

Der er mange!