Dagbladet 24.02.2000
 

Åbassinet eller politisk plat

Vi kan i dagspressen læse, at blandt andet byrådsmedlem Peter Moris bøjer andres udtalelser, så de passer til hans opfattelse, det må jeg tage skarpt afstand fra. At afstemninger og referat ikke skulle være kørt lige efter bogen og de givne regler, er simpelthen politisk plat af Peter Moris at give udtryk for.

Tidligere byråd har afgjort Åbassinets skæbne, idet de blandt andet har købt arealet af Køge Havn for 5,5 mio. kr. ligesom de har købt pakhuset af ØA for 3,5, mio (her stemte Frank Mathiassen imod og det var kun på grund af prisen). Alt dette har Dansk Folkeparti, som de eneste, ikke været med til , men vi har været med til at købe vejerboden, Bossen og Bumsen og anvende en million til en arkitektkonkurence, og al dette har der været enstemmighed om. Et samler byråd har derfor anvendt ca 13 millioner af borgernes penge på et areal, som borgerne for nærværende ikke har adgang til , som givetvis er stærkt forurenet, med endnu en udgift til følge, og som vi lejer ud for nogle få hundrede kroner pr. lejemål.

Skæbnen er derfor beseglet for Åbassinet, borgerne må derfor have deres ret til denne perle af et område. For næværende ligner det en losseplads med rod, faldefærdige hytter og gamle kasserede containere. For erhvervsfiskere er området heller ikke hensigstmæssigt , idet det ganske enkelt er for lille og urationelt område.

Byrådet har opfordret til et samarbejde om området, og her er man heldigvis i fuld gang med at få aftaler på plads, der sikrer alle bedst muligt.

Vi har nu set, at der er dannet en protestbevægelse mod borgernes fri ret til det af dem erhvervede areal. Til dem kan jeg kun sige, anvend jeres krudt på samarbejde, det vil kunne give muligheder for at området omkring værftet kan forskønnes og der eventuelt kan placeres mindre fiskerhytter på dette areal, på den måde har vi opnået det optimale for alle!

John Danielsen

Medlem af Køge Byråd

Dansk Folkeparti