Vi havde en lille kutter, den var opkaldt efter den ældste datter i familien. En lille bredbuget trædame med hyttefad og den herligste lyd. Min barndomsverden er bundet til havnen, vandet og alle de folk, der var der. Der fik jeg smag for skrønerne og de gode historier, der lærte jeg at sætte pris på de mennesker, som drog ud for at fiske for at have et udkomme eller for at skaffe mad til familierne. Lyst- og fritidsfiskere kalder man nu mænd som min far. Og lyst var det nok der drev dem ud på sundet søndag efter søndag, men også stoltheden ved at skaffe mad på bordet.

Stor var min glæde, da jeg flyttede til Køge for 33 år siden og genfandt stedet. Og glæden voksede med min interesse for byens historie. En åhavn. En rigtig levende åhavn som har ligget der siden 1400-tallet. Et sted, hvor erhverv og fritid er gået hånd i hånd gennem så mange år. En kulturhistorisk perle som lever endnu. En gammel kollega og ven fortæller, at han læste Palle Laurings rejseskildringer fra Danmark, kort efter han flyttede til Køge. Lauring fortalte om landets eneste tilbageværende åhavn, og Jens gik efter endt læsning en tur ned til åhavnen og så ligesom for første gang- åbassinnet. Den tur er senere blevet til mange ved jeg med fremvisning af den unikke plet til skoleelever, venner og bekendte fra nær og fjern. Han er ikke den eneste, som bærer stedet i sig. Vi er mange, som glæder os over Åbassinnet og er stolte over den historiske og stadig spillevende plet. Og vi fortæller og viser det frem. I hjem i Amerika, Holland, Italien og Danmark, hvor familie og venner nu kommer fra, findes fotos fra Køge og altid fra "the very nice and tiny little place".

I mange år har jeg været lærer på Søndre Skole. Blandt vore elever har der altid været en hoben drenge, som brugte deres fritid i og omkring havnen. Eventyret vinkede hver eftermiddag, når de skulle derned. Attraktionerne var fiskeri, sejlads eller bare det at se på de voksne mænds arbejdspladser: værftet, fiskeriet og smedien. Der var og er altid noget at se på. Dansklæreren har læst så mange beretninger fra stedet. Kedeligt var det aldrig - og poetisk ind imellem. Uvurderlige indtryk er suget ind. Åbassinet er et sted hvor der læres, med Grundtvigs ord, at holde af. Vor egen knægt fik på de kanter sin interesse for sin barndomsby og fik sin historiske bevidsthed grundlagt. Her har nogen skabt noget - og det bliver i rigt mål givet videre.

Man kan indvende, at det vil man kunne genfinde et andet sted, hvor man så end vil flytte de mange interessenter hen. Men nej,  Åhavnen er her midt i byen - og er for mange - et af byens hjerter. Og nu nærmer vi os sagens kerne. Køgenserne er så glade for deres by.

Planlæggerne og politikerne har formået at bevare og skabe hjerterne oaserne - parken, torvet, broområdet, gaderne og åbassinet/åhavnen. Stederne, hvor vi kan glæde os over fremsynetheden i planlægningen og resultaterne.

Mellem jul og nytår fik jeg endelig kigget på kommunens dispositionsplan for området "Dispositionsplan for et område syd for Køge Havn samt bearbejdning af delområder. Okt. 99". Jeg har fulgt med i arkitektkonkurrencen, glædet mig over de forskellige projekter med deres mangfoldighed af ideer ved fremvisningen i Rådhushallen, læst Dagbladets gedigne reportager og fulgt læserbrevpolimikken.

Nu skulle planen studeres.

Det er bestemt en visionær plan. Flot med sammenkædning af byen og havnen/stranden. Utroligt mange gode forslag til kultur-, fritid- og erhvervsliv. Forslag til nye hjerter. Ros til planlæggere og politikere for forslaget.

Men, at åbassinnet skal erstattes med en græsplæne, er en ubegribelig tanke. Helt ubegribelig. Hvad nytte skal det til? ville en fynbo spørge. Hvorfor skal en så nyttig og kulturhistorisk interessant plet forsvinde?

Tankerne fløj til alle de havne, jeg er kommet i. Nogle, hvor man har flyttet erhvervet, fordi sejlbådene dominerer, med nybyggede foreningshuse og restauranter -i stil med vor egen gode lystbådehavn; andre hvor erhverv og fritid er blandet. I Taarbæk, hvor kvadratmeterpriserne er tårnhøje, er fiskeerhvervet og boliger en blanding og en herlighedsværdi, der højst tænkeligt har givet priserne et ekstrapift opad. Sletten min gamle havn er en lille, nu mondæn havn med ganske få erhvervsfiskere, mange fritidsfiskere og sejlere.

Sandsynligvis vil de påtænkte boliger ved Carlsensvej blive mere attraktive - på grund af åhavnen. Og så kunne jeg ikke lade være med at lege med tanken om de boliger. Tænk hvis nu Køge kunne bygge pensionistboliger på det smukke sted - med nærforretninger og udsigt til erhverv, fritidsliv og livslyst. Kommunen vil nok ikke blive rig ved at sælge jord til den type boliger - men vinde noget nok så væsentligt - et godt ry. Som man ville have sagt i 1400-tallet : et godt eftermæle.

Samtidigt var min julelæsning Rolf Jensens nye bog "The Dream society". Her fortælles om fremtidens samfund, markedet for eventyr og historier, familieliv, fritidsliv- og arbejdsliv. Naturen og historien nævnes som fortællinger, livsnødvendige fortællinger for vore børn og børnebørn. Om få år vil man ikke kunne drømme om for ussel mammons skyld at lave græsplæner på et enestående kulturhistorisk sted. Jeg tror Rolf Jensen har ret og jeg ved, at der hver dag kan fortælles nye historier på det sted.

Som den lørdag telefonen ringede her, og det forlød at laksen var på vej op i åen. Straks blev jollen fyldt op og der lå de hele dagen med medestængerne. Da de kom hjem blev historien fortalt om fædre og sønner overalt ved åbassinnet, om drengen der fik sin første store fisk. Også den dag fik åbassinnet fortalt sine historier. En historie fra det vildtvoksende, lidt kaotiske åbassin er en ganske anden historie end den, der vil kunne fortælles fra - en græsplæne!

Fra dagspressen ved jeg, at et enigt byråd har bakket dispositionsplanen op. Det er ganske forståeligt. Hvem kan vel gå imod en plan, hvor man synes 95% er visionær og god.

Mange af vore politikere vil sandsynligvis også mene at ting kan ændres fra dispositionsplansforslaget til lokalplanforslaget. Det kan være en rundkørsel, som vil være uhensigtsmæssig for beboere eller et meget massivt kontorhus, som skal være knapt så højt for at forhindre støj og møj - eller et åbassin som man ønsker at bevare. Hvad ved jeg. Et ved jeg dog. Det er os borgerne i Køge, som skal føre ordene frem. Overalt hvor vi mødes, må vi som sætter Åbassinet højt, bringe det frem til debat. Jeg gør det og har endnu ikke mødt nogen, som ønsker Åbassinet nedlagt - og det er ganske tankevækkende. Altså snak, skriv og gør jeres indflydelse gældende.

Lokalplanen er ikke kommet endnu, og jeg ved, at en arbejdsgruppe bestående af politikere og brugergrupperne er blevet nedsat. Der er, er jeg sikker på, mange, mange flere end mig, der ønsker at åbassinet bevares i lokalplansforslaget.En politiker efterlyste for nylig en massiv folkelig modstand mod flytning af åhavnen. Skal vi ikke sørge for den?

Slet græsplænen - lad åhavnen gro videre.

Karin Larsen

Vestergade 15

Køge