Åbassinet og spillets regler

Til John Danielsen kan jeg kun sige: Det kan ikke være mod spillets regler at have en mening der divergerer fra hvad andre i byrådet måtte mene.

Hvis John Danielsen henviser til, at dispositionsplanen blev vedtaget uden forbehold, må jeg give ham ret. Men som jeg tidligere i et læserbrev i DAGBLADET har gjort opmærksom på, så protesterede jeg mod gennemførelsen af planen i sin helhed, da det ville få store konsekvenser for Åbassinet; men jeg var iøvrigt enig i, at planen for området syd for havnen umiddelbart var flot. Når mit forbehold for Åbassinet ikke kom til referat, skyldes det en fodfejl fra min side. Det ændre dog ikke ved mit standpunkt.

Jeg har siden jeg kom ind i byrådet for godt 5 år siden haft den holdning, at fiskerhytterne skulle bevares og at en beslutning fra byrådet ikke skulle stække erhvervsfiskerne i udførelsen af deres erhverv, og den holdning har jeg stadigvæk.

Du skriver desuden :"Jeg har svært ved at se Peters Moris' ærinde, hvis ikke det lige skulle være at få de 200 - 300 stemmer til næste valg, som gør at han kan fortsætte".

Jamen det skulle da glæde mig, hvis det ville give mig 200-300 ekstra stemmer ved næste valg. Jeg ved godt, det ikke er ret mange i forhold til dem, du forventer at få ved din indvandrepolitik, men hvis man ikke får sine holdninger frem i dagspressen, har befolkningen ingen mulighed for at vide, hvad man står for.

John Danielsen skriver endvidere, at jeg modsiger mig selv, men at han desværre ikke er istand til at bevise dette, da det jo drejer sig om en lukket sag.

Jeg giver hermed min tilladelse til, at han overfor Dagbladets læsere fortæller, hvad han mener, jeg sagde under byrådets  behandling af sagen.

 

Peter Moris

Medlem af Køge Byråd

for Venstre