Åbassinet

Skal historien gentage sig?

Midt i 70’erne lykkedes det byrådets buldoser fraktion at udslette sporene fra en hel periode i byens historie Posthus, Station, Elværk - alle bygningsværker der kulturhistorisk havde en stor betydning for forståelsen af en provinsby i slutningen af det 19’ende århundrede og begyndelsen af det 20’ende. Desuden røg der en masse andre bevaringsværdige bygninger med i samme hug.

I stedet fik vi en station i værste DSB-trinbræt stil midt i byen - en betonkolos af et rådhus og en total smadring af den tidligere intense forbindelsen mellem by og havn.

I den mellemliggende periode har man forsøgt at købe aflad ved at gøre resten af byen til en arbejdende udgave af "Den gamle by i Århus", men nu er der åbenbart blod på tanden igen

Enhedlisten i Køge (EL- Køge) frygtede det værste da konkurrencen om området ved søndre havn blev udskrevet og frygten bliver nu bekræftet.

Skal byrådets ønske om monument byggeri have lov at fjerne et så unikt miljø? Unikt er det netop – som påpeget af flere er det det eneste eksisterende af sin art i landet – Men det er vel ikke så fint at vise frem som kongelige gobeliner eller andre finkulturelle tiltag der nyder fremme i disse år.

Nej Nej og atter nej det må forhindres at denne plet som forener levedygtige småerhverv, folkelige fritidsinteresser og almene rekreative formål ødelægges i et øjebliks rus.

Vores børn og børnebørn skal ikke være henvist til at opleve en så væsentlig del af byens historie i nok så velmenende publikationer fra lokalhistorisk arkiv - Nej lad området leve, et område som trækker linierne tilbage til tiden da Køge torv var en muddermark og byrådets arkiv kunne ligge i en cigarkasse.

Med venlig hilsen

Niels Rolskov

Tessebøllevej 40

4681 Herfølge