Skurrækken og Åbassinets fremtid!

I dagbladet mandag den 11. maj kunne jeg læse, at der var indgået bredt politisk forlig om Åbassinets fremtid. Med stor spænding og glæde, begyndte jeg at læse artiklen. Kunne det dog tænkes, at politikerne på rådhuset endelig var begyndt at lytte til hvad der foregår?

Forvirret og skuffet sad jeg tilbage, da jeg havde læst artiklen. Hvordan var det muligt, at disse politikere med stolthed kunne kalde det et tilfredsstillende forlig for alle parter? Hvordan kan virkeligheden dog opfattes så forskellig? Hvordan kunne det dog gå til, at både Åbasinnets brugere og venner ikke havde bibragt politikerne den rette opfattelse af, hvad vi og 12.503 underskrifter stod for?

Disse spørgsmål fik mig til at filosofere over, hvad det var vi som brugere og venner ikke havde gjort godt nok. Med dette in mente, begyndte jeg at tænke tilbage på det lange sagsforløb:

Det begyndte helt tilbage i 1996 med stiftelse af Åbassinets interessegruppe. Her havde vi besøg af borgmesteren som gav udtryk for, at selvfølgelig skulle erhverv og fritidsinteresser stadig blive  beliggende ved åbredden. Der var ingen planer for dette område. Hvis borgmesteren, som aldrig ryster på hånden, ønsker disse udtalelser genopfrisket, kan videobånd rekvireres hos undertegnede. Disse udtalelser blev nemlig også fremsat i et interview med TV-Lorry.

Køge kommune brugte 1. million kr. til arkitektkonkurrence. Hovedparten af de indkomne forslag bevarede området ved Åbassinet. Torben Hansen deltog ved møde i Fiskerhytten, hvor arkitektforslag blev gennemgået. Her gav han udtryk for sin uforbeholdne støtte til bevarelse af området ved Åbassinet

I december 1999 blev brugerne så indkaldt til møde med deltagelse af embedsmænd fra Køge kommune vedr. lejemål ved Åbassinet. Skuffet man blev dog endnu engang, da det hurtigt stod klart, at målet var sat. Området skulle ryddes og åbnes for offentligheden. Tankevækkende det dog var, at når møderne blev afholdt kl. 16.00 på rådhuset, blev man lukket ind af en bagdør. Når rådhuset lukker, er glasarkaden selvfølgelig lukket for offentligheden!!!!! Et digert værk af en rapport blev resultatet af embedsmændenes arbejde. Brugerne fik lov at bidrage med 3 linier. Der er blevet fremsendt åbent brev til Køge byråd herom.

Vi nåede år 2.000. Der skete meget dette år. Stiftelse af Åbassinets venner, indsamling af 12.503 underskrifter, et såkaldt borgermøde blev holdt, fremlæggelse af brugernes forslag for imødekommelse af kommunens ønske om stisystem ved åen, rapport fra Køge Museum og Roskilde Amts Miljøråd, Skurenes dag, og sidst men ikke mindst de forskellige partigruppers vandring i området. Tankevækkende det dog var, at der kun var et parti der indkaldte til møde med brugerne i Fiskerhytten pinselørdag kl. 10.00!!! At der ikke mødte mange brugere, kan vel kun undre en politiker. Skurrækkens bestyrelse inviterede det besluttende økonomiudvalg til møde af informativ karakter. Dette møde ønskede udvalget ikke at deltage i!! Årtusindet gik på hæld, og ind af døren den 23. december dumpede et brev fra et advokatfirma i byen. Alle ca. 50 lejere var hermed opsagt. I mit stille sind jeg undrede mig. Havde det mon forbigået min opmærksomhed, at kommunen havde udliciteret den juridiske afdeling?

Vi kom ind i år 2001, og lokalplan blev udsendt til høring. Brugergruppen og Åbassinets venner fremsendte et gennemarbejdet program for lokalplan for Åbassinet til byrødderne. De Konservative reagerede på dette program. De gik en tur med brugerne og fik ind under huden, hvad lokalplan kunne indebære af konsekvenser for brugerne. Resultatet af denne indsigt er vel alle bekendt.

Se dette var min opfattelse af forhistorien!! om "slaget ved Køge´s åbassin". Skulle det beskrives i detaljer, kunne der skrives bøger om det.

Hvad kan der ellers gøres for at trænge igennem rådhusets meget tykke mure? Jeg spørger bare.

Hvordan kan der dannes et bredt politiske forlig om den aftale som foreligger?

Er der indhentet opbakning hos brugere, Åbassinets venner og 12.503 underskrivere på bevarelse af Åbassinet?

Hvad angår Skurrækken i Køge, ved jeg at denne politiske aftale ikke har tilslutning. Men det er måske en Skurrække i Grenå der henvises til, når Bente Nielsen kan udtale: Dette er hvad de ønsker i Skurrækken?

Hvordan kan en rydning af området og genopbygning af nye skure sammenlignes med åbassinet i Malmø? Hvorfor dog ikke bare melde ud, at man vil have det ligesom i lystbådehavnen, når nu fantasien ikke rækker længere?

Lad os dog aldrig håbe at disse kommunalpolitikere kommer udenfor landets grænser. Hvad kunne det dog ikke blive til, hvis de så pyramiderne? Sikke et projekt de kunne sætte i søen med hensyn til oprydning af det rod med de gamle sten. Eller hvad med Cannes? Ja hvad kunne der ikke ske med lystbådehavnen? Den må selvfølgelig vige for filmfestival og millionærer.

Denne meget alvorlige sag er dog ikke afsluttet endnu. Det er overladt til advokater at afgøre den. Ligesom Køge kommune antog en ekstern advokat til at fremsende opsigelser, har brugerne været nødsaget til at indhente advokatbistand. Til trods for gentagne opfordringer til en dialog og forhandling fra brugernes advokat, har Køge kommune ikke villet dette. Det er der er derfor overladt til Domstolene at træffe denne afgørelse, hvad angår det planlagte byggeri og Åbassinets fremtid. Er det en kommune værdigt at behandle sine lejere, så de finder det nødvendigt at indhente advokatbistand?

Dog har det været utroligt positivt at opleve en solidaritet og et sammenhold som er opstået ved Åbassinet. Tænk at så forskellige erhvervsinteresser som der er indenfor fiskerne og andre erhverv, samt fritidsinteresser kan finde sammen i en fælles sag. En solidaritet og et sammenhold, som er så unikt at dette kun underbygger, at Åbassinet i Køge skal bevares!!

Jeg vil derfor atter opfordre byrødderne til, at åbassints bevarelse løses af dialogens og forhandlingens vej. For der skal på ingen måde herske tvivl om, at dette er hvad brugere og venner vil.

Jens Autrup

Hastrupvej 1

4600 Køge