Dagbladet 4.januar 2001 Lars.

Åbassinet er en del af Køges udvikling

Borgmesteren vil have greb om Åbassinets fremtid

Med det kommende lokalplansforslag for området omkring Åbassinet vil borgmester Willi Eliasen sikre, at området bliver indrettet med præcis den bebyggelse og de grønne områder, det hele tiden har været byrådets ambition at gennemføre.

- Lige fra første færd har det været målet, at området omkring Åbassinet skal udlægges til et grønt område fastslår borgmester Willi Eliasen.

- Det vil sige, siden vedtagelsen af den seneste kommuneplan. Hvis man ser på den, kan man se, at det ikke er bebyggelse direkte ved åbredden, vi vil have. Her skal der være rekreativt, grønt område, som alle har adgang til. Det byggeri vi vil have i området er på arealet ud mod Carlsensvej.

Nærmere bestemt det areal, hvor de erhvervsfiskere, der nu har fået opsagt deres lejemål pr. 1.april 2001, i dag har deres hytter. Dermed afviser borgmesteren kategorisk den slet skjulte kritik, en række af brugerne i området i går rettede mod ham her i dagbladet, for at have spillet "med fordækte kort" i hele denne sag.

- Ærlig talt, mon ikke alle for længe siden har set skriften på væggen. Byens udvikling er ikke sådan at stoppe, siger Willi Eliasen.

- Den her diskussion opstår hver eneste gang, der skal ske noget nyt her i byen. I de situationer er det min opgave at sørge for at tage en beslutning uden at ryste på hånden. Det er nu en gang det, jeg og det øvrige medlemmer af byrådet er valgt til.

Faste rammer

På februars byrådsmøde vil der blive fremlagt et forslag til lokalplan for området, som herefter vil blive sendt ud i offentlig høring i de lovbestemte otte uger.

- Der vil uden tvivl komme en masse indsigelser imod planen, konstaterer borgmesteren.

- Men mon ikke vi allerede har set og hørt disse indsigelser.

I lokalplansforslaget vil man nøje kunne se, på hvilke områder, der skal være grønne områder. Indenfor disse rammer kan entrepenører og bygmestre herefter komme med tilbud.

Området har tidligere været udbudt i offentlig licitation. Det resulterede i fem tilbud, men ingen af dem indfriede de forventninger politikerne har for området. derfor vælger man nu den omvendte fremgangsmåde, med udarbejdelsen af lokalplan og derefter indhentning af tilbud.

Nye pladser

Det betyder samtidig, at områdets fiskere i fremtiden skal finde nye pladser til deres udstyr og både.

Erhvervsfiskerne har fået to tilbud. Enten et areal på den nordre havnekaj eller på Collstrupgrunden, hvor der til gengæld er nogle problemer med forurening, der først skal afhjælpes.

Erhvervsfiskerne er omfattet af lovgivningen om saltvandsfiskeri, så kommunen har pligt til at anvise dem nye pladser. Det samme gør sig ikke gældende, når det gælder fritidsfiskerne, men her peger borgmesteren på området omkring lystbådehavnen, hvor der allerede er ved at komme gang i nogle fiskeriaktiviteter. Blandt andet med opførelse af nye hytter.

Huslejen bliver noget anderledes - og - højere end ved Åbassinet. En kendsgerning der på ingen måde overrumpler borgmesteren.

-I virkeligheden er Åbassinet i dag et "lovløst område".

Jeg tror ikke, at der er noget som helst dér, der er givet byggetilladelse til, siger han.

- Det meste er træskure, der er opført mere eller mindre tilfældigt - sådan virker det i hvert fald. Prøv at forestille dig, at der udbryder brand i området! Der vil ikke være noget som helst at stille op. Og når man så tænker på, hvad der bliver opbevaret af kostbart fiskeudstyr i de skure!

Netop denne "lovløshed" er formentlig årsagen til, at ingen på noget tidspunkt har bragt spørgsmålet om erstatning på bane. De manglende byggetilladelser er vist dokumentation nok for, at det vil være helt formålsløst.