Dagbladet 2000

Andre boller på fiskesuppen

Fiskerne mere positivt stemt efter møde med kommunen

Fiskerne i Køge er efter gårsdagens møde med Køge Kommune om deres fremtidige tilholdssted og arbejdsplads på land mere positivt stemt overfor, at der kommer hul igennem til at finde en brugbar løsning.

- Der var andre boller på suppen i forhold til de møder vi hidtil har holdt, men vi blev også enige om, at vi ikke går i pressen med detaljer. Og det har jeg lovet at overholde. Men jeg kan da sige så meget, at vi gik derfra langt mere positive, end da vi kom, siger den lokale fiskeriforenings formand, Finn Jensen.

Fiskerne er bange for, at de bliver henvist til at etablere sig på den stærkt forurenede Collstrup grund, hvor der i sin tid blev imprægneret jernbanesveller med det kræftfremkaldende stof kreosot. Et stof der er svært nedbrydeligt i naturen.

Fiskerne er selv kommet med tre alternative til denne flytning. Det ene forslag fiskernes er kommet med går ud på at blive på området under forudsætning af, at der bliver ryddet op og moderniseret, hvor det er på sin plads - samtidig med, at der etableres en sti langs med vandet.

Det andet forslag går ud på, at fiskerne får området ved Åbassinet fra Fiskerhytten og hen til klapbroen på Carlsensvej stillet til rådighed som det område, de skal være på i fremtiden. Som det tredje og sidste forslag har fiskerne fremlagt en ide om udbygge havnen til fordel for erhvervet ved Søndre Strand.

Den 4. april regner teknisk direktør Torben Nøhr med at have noget klar, der kan fremlægges for politikerne i Køge.