Artikel fra Dagbladet

Åbenhed om Åbassinet

Både DF og SF efterlyser åbenhed om Åbassinet

Der skal være mere åbenhed og afholdes et fælles kommunalt arrangeret borgermøde for at myterne kan manes i jorden er holdning hos både Dansk Folkeparti (DF) og SF. Noget værre vrøvl at der ikke er åbenhed, svarer borgmesteren.

DF vil på onsdag i næste uge tage deres medlemmer, vælgere og andre interesserede med på en rundtur på Køge Havn for at vise, hvad det er der, som skal ske. John Danielsen savner ligesom SF, der informerede sine medlemmer i sidste uge, mere kommunal åbenhed om hele projektet. Borgmesteren afviser på det bestemteste, at kommunen har lukket sig om planerne for Køge Havn.

- At det bliver holdt inden for murene er noget værre vrøvl. Vi kører efter den helt normale procedure. Når SF går i sidste uge går ud på den måde, så vil jeg kalde det ren populisme, lyder det prompte svar fra borgmester Willi Eliasen (S).

Han lægger vægt på, at man stadig arbejder ud fra et dispositionsforslag, og den normale forretningsgang er, at befolkningen først høres, når der foreligger et forslag til lokalplan.

- Til den tid skal vi nok afholde et borgermøde, hvor alle detaljer bliver lagt frem, og alle får mulighed for at stille spørgsmål til både teknikere og politikere, siger borgmesteren.

John Danielsen fra DF kan godt se det fornuftige i borgmesterens argument, men han mener, at der allerede er blevet taget så meget hul på diskussionen i de små hjem, at man bør informere folk allerede nu.

- Det er nu at myterne dannes, og det forhindrer man kun ved at spille med åbne kort. Selvom hver partiforening for sig laver nogle arrangementer for medlemmer, så får vi jo ikke fat i alle, siger John Danielsen, der alligevel håber på, at der dukker mange op klokken 16.45 på onsdag, når DF’s gåtur og informationsmøde begynder på parkeringspladsen bag ved Den Danske Bank på Torvet.

Afslutningsvis kommer byplanchef Peter Tuxen fra Køge Kommune og informerer i kælderen under Apoteket i Køge.