Artikel fra Dagbladet (Erik Nielsen)

Kulturmiljøråd støtter kampen for Åbassinet

Klokkeklar udtalelse om et kulturhistorisk område i Køge

Kulturmiljørrådet for Roskilde Amt har på sit møde sidste mandag behandlet en henvendelse fra Åbassinets Venner i Køge. Rådet, der har fungeret i halvandet år efter en lov, der trådte i kraft i 1998, giver i et brev til Køge Kommune sin uforbeholdne støtte til at bevare Åbassinet og landområdet vest for Vestre Havnevej uforandret, som det helstøbte kulturmiljø, det i dag repræsenterer, som det formuleres.

Formanden for kulturmiljørådet, Alan Hjort Rasmussen, fra Fjordmuseet i Jyllinge, deltog i går på et borgermøde om planerne for arealerne syd for Køge Havn. Et møde, der havde samlet cirka 200 køgensere i Rådhushallen på Køge Rådhus, hvor et panel af lokalpolitikere debatterede med de fremmødte i en til tider grov tone. En tone, som tyder på, at fronterne nærmere er trukket skarpere op, end der er sket en tilnærmelse politikere og en del af Køges borgere imellem.

- Det er et spørgsmål om trivsel for mennesker og ikke blot om at rive bygninger ned og bygge nye, sagde Alan Hjort Rasmussen.

Kulturmiljørådet udtalelse blev ikke kommenteret med nogen politiske ord bortset fra Køges borgmester Willi Eliasen (S), der med en armbevægelse ud til siden slog fast, at han var "beæret" over at have fået så flotte ord om Køges miljø fra folk, der holdt til i den nordlige del af amtet.

- Magen til politisk arrogance, som den der blev repræsenteret på dette møde, skal man lede længe efter, sagde Torben Svarre fra Åbassinets Venner efterfølgende til Dagbladet.

Under borgermødet rejste en ung køgenser, der til daglig læser i Odense sig op med følgende gode råd til borgmesteren:

- Selvom man er uenig, kan man godt svare på en høflig måde hr. borgmester.