Dagbladet 2000

Kulturhistorisk rapport ligger klar

Åbassinet har en stabil og levende maritim erhvervskultur

En netop udkommen kulturhistorisk rapport om Åbassinet i Køge konkluderer, at der eksisterer en levende maritim erhvervskultur i et ægte kulturmiljø, hvor unge fiskere står klar til at overtage erhvervet. Det er et dynamisk miljø idet - det ændrer sig efter nye behov og sociale strukturer. Stedet og miljøet er grundlæggende rodfæstet i Køge bys og havnens historiske udvikling, slår rapporten fast.

Det er inspektør ved Køge Museum, Gunnar Solvang, der har udarbejdet rapporten som det skal gøres efter museumslovens paragraf 36 a, når større forandringer i by eller landskab står for døren.

Det er sket på eget initiativ, da den kommunale forvaltning ikke har henvendt sig til Køge Museum.

Af rapporten fremgår det, at i modsætning til de fleste andre steder i Danmark er fiskeriet i Køge åbenbart ikke under afvikling, men stabilt eller måske endda i udvikling, idet der stadig er tilgang af unge fiskere (ofte) fra fiskerfamilier i flere generationer.

Dette ses også af, at det er vanskeligt at skaffe oplagsplads for disse unge fiskere som følge af den nuværende fordeling.

Det gør, at der i forbindelse med Åbassinet findes en intakt maritim erhvervsstruktur, baseret på erhvervsfiskeri med tilhørende maritime servicefag som blandt andet skibssmed, værft, bedding, bådudstyr, dykkerfirma.

Desuden findes et aktivt fritidsliv med fiskeri, strandjagt og lystsejlads med tilhørende sociale indbyrdes relationer og tværgående relationer mellem erhverv og fritid.

Det fremhæves derfor, at Åbassinet udgør et stort aktiv for byens kulturmiljø - erhvervsmæssigt og socialt, ligesom det er et åndehul for byen - for her sker der noget.

På en række områder er der tale om at man kan sammenligne Køge med andre søkøbstæder, når det gælder erhvervs- og bierhvervsfiskeri, men også med hensyn til områder som fritidsfiskeri, strandjagt, veteranjoller og lystbåde.

Rapporten består fire afsnit. En historisk del for hele Køge Havn, en del for Åbassinet, en del for både Køge Havn og Åbassinet belyst udvikling gennem kortmateriale samt en bilagsdel med billeder. 35 sider alt i alt.

Man kan se rapporten ved henvendelse på biblioteket, Køge Kommunes Tekniske Forvaltning samt på Køge Bibliotek. Desuden har Foreningen til bevarelse af Åbassinet bebudet, at den vil lægge hele rapportens indhold ud på Internettet på foreningens hjemmeside.

Museumslovens paragraf 36 a.

Kommunalbestyrelsen skal underrette de kulturhistoriske museer, der har ansvaret for det etnologiske arbejde i området, når der udfærdiges en lokalpplan eller meddeles ombygnings- eller nedrivningstilladelser, der vil medføre afgørende ændring i brug eller funktion af bygninger, bebyggelser eller andre kulturlevn.