Artikel fra Dagbladet (Erik Nielsen)

Åbassinets venner accepterer ikke planer

Hytter skal bevares som nu og en smal sti kan anlægges langs åen

Det er rygraden i selve miljøet ved Åbassinet man fjerner, hvis man vil rive de nuværende skure ned og bygge arkitekttegnede skure, mener foreningen af "bekymrede borgere". Hytterne skal bevares og så kan man anlægge en sti langs med åen er konklusionen efter et møde i Fiskerhytten.

Mødet havde ifølge en pressemeddelelse, der er blevet udsendt efter mødet fuld tilslutning til at bevare alle hytter ved Åbassinet.

- Modellerne med blandt andet arkitekttegnede standardskure er helt uacceptable. De nuværende hytter og skure danner netop rygraden i det kulturmiljø, der er så vigtigt at bevare, siger Niels Rolskov på forsamlingens vegne.

Han undrer sig over, at økonomiudvalget i Køge Kommune slet ikke har taget den kulturhistoriske rapport som Køge Museum har lavet med i sine overvejelser.

Forsamlingen kunne tilslutte sig, at der bliver anlagt en sti langs med vandet, hvis det bliver gjort med respekt for det nuværende bolværk og åbredden.

- En bredde på tre meter som foreslået af kommunens teknikere er ikke realistisk, men mindre kan også gøre det, siger Niels Rolskov, der pointerer, at underskriftindsamlingen til bevarelse af Åbassinet fortsætter.

Man kan møde indsamlere på Torvet på lørdag og de kommende uger frem til maj måned.