Artikel fra Dagbladet (Erik Nielsen)

Borgmesteren skrev under

- Jeg går også ind for at bevare Åbassinet!

Køge borgmester Willi Eliasen (S) har igennem lang tid udtalt sig meget om Åbassinet og dets fremtid. Og hans holdning har gennem lang tid været, at hele området med skure ved åbredden skal ryddes. Men i går skrev han pludselig under i den underskriftsindsamling, der går ud på at bevare Åbassinet som det ser ud i dag. Det skete efter, at den socialdemokratiske borgmester havde holdt en tale ved SID’s 1. maj arrangement.

- Jeg går jo også ind for at bevare Åbassinet, som de opfordrer til i deres underskriftsindsamling. Jeg vil ikke fylde bassinet op, sagde Willi Eliasen i går til DAGBLADET på havnen.

Han går dog stadig ind for at rydde bredden. Derfor sendte underskriftindsamlerne borgmesterens underskrift retur her til formiddag.