JP-København 23.05.2001
Åbassin i ny forklædning
Af THOMAS FREDERIKSEN

Der tegner sig et politisk flertal for at bygge nye hytter i Køges åhavn, efter de gamle er revet ned. Brugerne af Åbassinet er langt fra tilfredse.

Meget tyder på, at Åbassinet i Køge alligevel kan bevares. Som det blev omtalt i JP København i går, er det planen at jævne hytterne og skurene i den gamle åhavn med jorden for at tilgodese nybyggeri. Og det er fortsat planen at rive bygningerne ned, men i stedet for at skabe en græsplæne for kommende rækkehuse, vil et politisk flertal i Køge Byråd nu have bygget nye hytter til gavn for de nuværende brugere.

Men Åbassinets Venner er ikke tilfredse. De vil have lov til at beholde deres nuværende lokaliteter, som de gerne vil renovere med nænsom hånd.

»Deres fantasi rækker åbenbart ikke så langt. Det vil ødelægge miljøet i Åbassinet at rive det hele ned,« mener Jens Autrup, som er med i Åbassinets Venner.

Det er medlemmer af Venstre og Initiativgruppen i Køge Byråd, som har tilsluttet sig en udtalelse, som SF og Socialdemokratiet minus borgmester Willy Eliasen fremsatte tidligere på året. Den går ud på, at der fortsat skal være et rekreativt område i Åbassinet med mulighed for etablering af hytter.

Viceborgmester Torben Hansen (S) mener, at det er den optimale løsning.

»Nu er der stadig mulighed for aktivitet på pladsen samtidig med, at vi bygger boliger. Vi vil bygge noget ens og noget pænt, der opfylder samme formål som nu,« siger Torben Hansen.

Kommunen skal efter planen opføre de nye hytter, som brugerne så kan leje sig ind i. Torben Hansen mener ikke, det er muligt at beholde de nuværende bygninger.

Køge Byråd afgør endeligt lokalplanen på et byrådsmøde den 19. juni.

 

thomas.frederiksen@jp.dk