JP-København Torsdag d.31 maj 2001
Minister inddrages i strid om Åbassinet
Af THOMAS FREDERIKSEN

Søren Kolstrup (El) spørger miljøministeren, om han vil gribe ind over for Køge Kommunes planer om at nedrive hytterne og husene ved byens åbassin.

Miljø- og energiminister Svend Auken (S) drages nu ind i sagen om det omstridte åbasin i Køge, hvor kommunen vil jævne de eksisterende bygninger med jorden som et led i en ny lokalplan. Bygningerne huser blandt andet lokale små erhvervsdrivende, fiskere og fritidsfolk, som eksisterer side om side i Danmarks eneste eksisterende åhavn. Men husene må lade livet på grund af en større fornyelse af havneområdet. Det får Enhedslistens Søren Kolstrup til at spørge Svend Auken, om ministeren kan og vil gribe ind over for planerne. Første gang, Søren Kolstrup hørte om problemet, var forrige år, da han holdt 1. maj tale i nærheden.

»Det overraskede mig virkelig, at Køge havde de planer. Jeg troede, vi var kommet over 1970´´'ernes ødelæggelse af landskabet, hvor alt skulle rives ned, men det er vi åbenbart ikke,« siger han.

Søren Kolstrup forstår ikke, hvorfor Køge Kommune ikke ser Åbassinet som et trækplaster for byen. Han erkender dog, at som det ser ud lige nu, kan miljøministeren ikke stille meget op for at stoppe nedrivningen.

»Lige nu kigger jeg på en række bestemmelser i landsplandirektiver for at se, om der er et område, hvor ministeren kan skride ind,« fortæller Søren Kolstrup.

 

thomas.frederiksen@jp.dk